Vi er meget trætte af skolereformen

Klumme af: Juniorreporter Bahar Mahmudovska

Lange skoledage, unødvendige lektielæsningstimer og trætte skoleelever. Sådan opfatter jeg i hvert fald den nye skolereforms indvirkning på mig. Er dog ret sikker på, at jeg ikke er den eneste med den holdning. Det er ikke særlig rart at komme – fuldstændig udmattet og drænet for energi – hjem fra skole og ikke magte andet end at smide sig direkte på sofaen og tage sig en morfar. Noget, jeg har oplevet alt for mange gange. For at være ærlig, synes jeg ikke rigtig, at den nye skolereform har bragt en positiv effekt med sig. Først og fremmest, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over, hvor lange skoletimerne er blevet samt, hvor unødvendige ekstratimerne i ny og næ kan være.

Nogle gange er det uden tvivl en rigtig god fordel, at man har tid til at lave lektierne i skolen, men andre gange har man simpelthen ikke behov for det. Jeg er godt klar over, at man kan blive fritaget fra timerne (hvis man får sine forældre til at skrive til klasselæreren). Det dækker stadig ikke over det faktum, at nogen elever fortrækker at lave lektierne derhjemme – heriblandt jeg – og ikke synes om at skulle blive på skolen, hvis forældrene nu ikke har fået skrevet den mail endnu. Forstå mig ret. Selvfølgelig er det i orden, at de elever, der har brug for lektiehjælpen, skal få den. Jeg synes bare, at man – som elev – selv skal kunne have lov til at vælge, om man ville blive eller ej. På den anden side, ville det nok skabe en masse uorden, og hvem vil ikke tage hjem i stedet for at blive og modtage den hjælp, de i realiteten har brug  for?

Til det kan jeg ikke sige andet end, at de blot går glip af en stor chance. Og efter min mening må de største elever dog være store nok til at afgøre, om de har brug for hjælpen eller ikke har brug for den.

En helt anden ting er dette års skriftlige eksamener som – for nogen klasser – foregik digitalt, hvilket resulterede i mistanken om en IT-fejl. Hvis du spørger mig, er det rigtig belastende at få at vide, at det ville være bedst at tage retskrivning og læsningsprøven om, fordi der kan være opstået en fejl, som måske har påvirket karakteren. Især hvis man føler, at man klarede det bedre end forventet.

Er der overhovedet noget positivt at sige om skolereformen? Før jeg slutter af med endnu en negativ kommentar om skolereformens indvirkning, skal det lige fastslås, at det er første år, at det hele bliver afprøvet, og selvfølgelig skal der være plads til fejl. Rom blev ikke bygget på en dag, vel? Derfor kan jeg ikke sige andet end, at det må tiden vise.