Medarbejder i Fokus

Lisbeth Barkholt, udviklingskonsulent i Social- og Sundhedsforvaltningen i Brøndby Kommune

Mental og fysisk sundhed gennem frivillighed

På Radio24Syv kunne man d. 10. oktober høre nyheden om, at mennesker, der indgår i aktive meningsfulde fællesskaber, har et bedre grundlag for et godt mentalt helbred. De har ca. 75 % større chance for at trives godt psykisk sammenlignet med personer, der ikke er medlemmer af foreninger eller lignende. Seniorforsker i folkesundhed, Vibeke Koushede, er ikke overrasket:

”Det er helt grundlæggende for os som mennesker, at vi føler, at vi hører til. Vi er sociale væsner af natur, og når vi er sammen med andre, bidrager det til den følelse. Det der har allerstørst betydning for både mental og fysisk sundhed, er at vi er en del af noget, der rækker ud over os selv, og at vi er sammen med andre i vores sociale netværk”.

Frivilligheden spirer og gror

I Brøndby Strand er der et rigt foreningsliv og mange, der lægger frivillige kræfter i alverdens aktiviteter. Men hvordan det helt præcist ser ud, har vi taget en snak med Lisbeth Barkholt om. Lisbeth er månedens medarbejder i fokus, og hun arbejder med frivillighed i Brøndby Kommune.

2660: Hej Lisbeth, hvordan står det til med frivilligheden i Brøndby Strand?

Lisbeth: ”Det spirer og gror, og det er vi rigtig glade for. Det er også helt naturligt, at der på det her område er ting, der stopper. Men lige nu er vi inde i en periode, hvor der kommer henvendelser fra nye, som gerne vil etablere sig”.

2660: Kan du sige lidt om aldersfordelingen af frivillige?

Lisbeth: ”De nyeste tal, der gælder for hele Danmark, viser, at det i høj grad er personer over 60 år, som er frivillige. Og det er jo dejligt, men vi vil jo også meget gerne have de unge med. Alle mennesker har ressourcer, så alle borgere kan være noget for andre. Om vi så kalder det ’frivillige’ eller ’aktive medborgere’, det kan vi altid finde ud af. Fordi når man kalder det ’frivillig’, så tænker mange, at det skal handle om at gøre noget for andre. Men der er også mange gode fællesskaber, hvor man bare er med, fordi man selv har lyst til det”.

2660: Nu kan vi høre en forsker på området sige, at det både er sundt mentalt og fysisk. Hvad tænker du er det værdifulde ved at lave frivilligt arbejde eller dyrke foreningslivet?

Lisbeth: ”Jeg synes jo, det er en værdi for den person selv, som vælger at gå ind i det. Netop fordi man laver en meningsfuld aktivitet sammen med nogle andre. Det, som de nye danske tal viser, er, at det skal være sjovt, det skal være sammen med andre, og der skal være en sag. Altså der skal være en fælles interesse. Og når jeg siger en ’sag’, så behøver det altså ikke være velgørenhedsarbejde i Røde Kors. Det kan også bare være broderi eller en anden interesse, som giver mening for den enkelte. Ligegyldigt hvad det er for en sag, så er det, når man rykker noget i fællesskab, at det bliver meningsfyldt”.

2660: Kan du komme med nogle eksempler på frivillige initiativer, hvor man skaber værdi for andre?

Lisbeth: ”Som sagt, skal det jo være meningsfyldt for en selv at være med. Men samtidig ligger glæden nogle gange i at kunne gøre andre glade. Det er der rigtig mange af de frivillige, der sætter pris på. For eksempel når en af vores Fit for Kids-instruktører kan se, at børnene bliver gladere ved at bevæge sig. Eller når vores cykelpiloter fra Cykling Uden Alder har haft en ældre medborger ude at cykle en tur. Så er de ældre simpelthen så glade for at have set deres gamle hus eller den strand de badede på, da de var unge. Den glæde smitter selvfølgelig af på cykelpiloterne, og cykelturene bliver et afbræk i de ældres hverdag.

Frivilligt arbejde og engagement har stor betydning for byens sammenhængskraft – at man føler at man hører til her. Når man indgår i de her fællesskaber, så kender man jo pludselig folk, man møder i gadebilledet og det bliver hyggeligere og sjovere at bo her”.

2660: Er der andre fordele, som kan udledes af frivilligt arbejde?

Lisbeth: ”Vi ved, at det er godt for unge mennesker. Og man kan jo komme de kompetencer og erfaringer, man har gjort sig i det frivillige arbejde, på sit CV. Selv for personer, som er godt i gang med sit arbejdsliv kan man jo via sit frivillige arbejde tilegne sig nye kompetencer. Der er masser af kursusmuligheder.

Vi har for eksempel nogle der er frivillige som koordinatorer i Vågetjenesten i Dansk Røde Kors. De bliver sendt på et ledelseskursus for at kunne varetage den funktion. Det er jo personlig udvikling, og det er spændende”.

2660: Tak for en spændende snak, Lisbeth. Kan du til sidst meget kort beskrive din vision for det frivillige arbejde Brøndby Kommune?

Lisbeth: ”Jamen, hvis jeg skal sige det meget kort, så er det bare, at det skal være nemt og sjovt at være frivillig i Brøndby. Og så skal man vide og opleve, at den indsats, man lægger, er værdsat.

Går du og overvejer at lave frivilligt arbejde, er du velkommen til at kontakte Lisbeth Barkholt og hendes kollegaer på mail: social@brondby.dk. Eller læs mere på kommunens hjemmeside.