Flotte medaljer til Brøndby Karate
Brøndby Karate har netop vundet 4 flotte medaljer ved en af de store karateturneringer med deltagere fra hele landet, og det nye helt unge Coach team af instruktører har fået en vis rutine i at hjemtage medaljer til klubben. De 4 medlajer blev vundet af Ralph Hatting bronze i kumite, Hassan Mansour Bronze i Kata, Conrad Shah sølv i Kumite og Huma Idris bronze i Kumite.
Klubben har gennem det sidste års tid arbejdet med et helt nyt team af unge instruktører som består af Harun Muharemovic, Huma Idris og Wail Atrari, alle sammen unge sortbælter på 20 år eller yngre, som alle sammen har trænet karate i Brøndby Karate i over 12 år.
Det nye Coach team har formået at få klubbens store antal af børn og unge til at træne målrettet og seriøst på vores kamphold i op til 4 gange om ugen, hvilket nu har givet det hidtil bedste resultat for klubben i lang tid. ” Vi har længe prioriteret turneringsdeltagelse meget højt” udtaler klubbens ledende Coach Harun Muharemovic, og fortsætter, ” men vi har nu i gennem de sidste 2 år brugt langt de fleste af klubbens økonomiske midler på træningsudstyr og beskyttelsesudstyr, og andre ting og sociale tiltag som har kunnet forbedre sammenholdet og den kampmæssige udvikling på kampholdet, og det er den målrettede indsats vi nu ser resultatet af”.
Klubben forventer en yderligere udbygning af kampholdet i den kommende sæson, hvor vi allerede nu er i gang med at planlægge deltagelse i flere af de største nationale turneringer.
Brøndby Karate har netop investeret i nye flotte træningsdragter med broderede rygmærker, så klubbens kæmpere fremstår som en stærkt sammentømret enhed når de kommer ud til turneringer. For også på den måde at vise det sammenhold der er bygget op i klubben, og den vilje vores medlemmer har til at støtte deres klubkammerater.
Når man kæmper på kampholdet i Brøndby Karate betaler klubben alle de ekstra udgifter som følger med, det er blandt andet kamp og beskyttelsesudstyr samt deltagergebyrer og transport. Det er ting der hurtigt kan blive dyre for forældrene, alene kampudstyr og sikkerhedsudstyret koster let over tusind kroner. Men vi har den holdning at vi skal gøre alt hvad vi kan for at passe på klubbens børn så de ikke får nogle skader, og at alle børn skal kunne være med uanset deres forældres økonomiske formåen. Det skal ikke være dyrt at træne karate, og det skal ikke være dyrere når man yder en ekstra indsats for at blive dygtigere.