Det kommer fra hjertet
Han er en kendt figur, når han kører rundt i Brøndby Strand på sin elscooter. Altid er han i gang og på vej et eller andet sted hen og altid med et smil og en hilsen til dem, han møder. Jo, Alletiders Ali, Allesammens Ali, Onkel Ali eller bare Ali Koc er en, man kender i Brøndby Strand.
Det er første gang, Brøndby Kommune uddeler Frivilligprisen. Prisen gives til en frivillig, der i særlig grad har ydet en frivillig indsats over for kommunens ældre, voksne, børnefamilier, børn og unge. Og i år gik prisen til Ali Koc, som er kendt for sit frivillige arbejde i mange af områdets frivillige foreninger og tiltag fx Børnenes Rejsebureau, Genbrug 13, Store Legedag og Brøndby Ny Rideklub.
Glad vinder med samfundssind
Det er en glad og rørt Ali, der fortæller om at vinde prisen: ”Det var dejligt. Pengene er gode, men anerkendelsen er endnu mere værd. Folk stopper op og ønsker mig til tillykke. Nogle har givet mig et kæmpe kram – nogen jeg slet ikke kender. Alle rygklappene og lykønskningerne giver mig motivation til at fortsætte”.
Ali er førtidspensionist, så han går ikke på arbejde og betaler skat. ”Samfundet har givet mig en god behandling, så jeg giver noget tilbage til samfundet på en anden måde ved at engagere mig i frivillige foreninger og lokalområdet. Og det som jeg giver, det kommer fra hjertet. Jeg gør det for børnenes skyld og for samfundet”.
Hjertet banker for børnene
Gennem sit frivillige liv kender Ali mange af områdets børn og unge. Og også børnene har blik for, at Ali er noget helt særligt. Blandt børnene er Ali simpelthen kendt som ”Onkel Ali”.
”Jeg synes det er trist, at nogen ikke får den omsorg, som de skal derhjemme. De har brug for voksne, som de kan have det rart med. Det er synd for de unge mennesker, de skal ikke være overladt til sig selv og rende rundt på gaden kl. 10 – 12 stykker om aftenen. Jeg snakker med dem, men skal også passe på mig selv og min familie”, siger Ali Koc.
I Genbrug 13 er der noget helt særligt, der motiverer Ali. Overskuddet går til afdelingens børnefond, og kommer dermed børn i afdelingen til gode. Ali er da også meget klar i mælet: ”Hvis pengene falder i de forkerte hænder, så stopper jeg”.
Et naturtalent som sælger
”Når jeg kommer hjem efter en vagt i Genbrug 13, så føler jeg, at jeg dur til noget. Det føles som et rigtigt arbejde, og så bliver jeg da også stolt, når Gitte fra Café 13 kommer ned til mig og siger, at jeg kan sælge sand i Sahara”, fortæller Ali og fortsætter ”mine børn er også glad for mit arbejde i Genbrug 13. Nu behøver de ikke sige, at deres far er pensionist, de siger bare, at jeg arbejder i en genbrugsbutik”.
Der er da heller ikke en opgave, der hverken er for stor eller lille til den travle frivillige. Det er ham, der er ansvarlig for lageret, men på en helt almindelig vagt, når han også at sælge ud af varerne, sortere de nye varer og rydde op og gøre det hyggeligt for kunderne.
Ali fortæller, at det ikke kun er ham, der nyder godt af hans frivillige arbejde. Hele familien kan mærke, at det er en gladere far og ægtemand, der kommer hjem. Derfor er Alis allerstørste ønske også, at hans sygdom ikke bliver værre, så han kan blive ved med at være en engageret frivillig i lokalområdet.