En gigantisk gylden gjygym

Fredag den 22. september var der åbnings-event af det offentlige kunstværk ”Sorte Te” i Albjergparken. Værket er et resultat af Morten Modins mange workshops med Brøndby Strand beboere. Og særligt én beboers kreativitet og minder har været årsag til det færdige 3D-printede værks udformning.

”Sort Te” og genbrugsplast
Det første af tre offentlige værker, som skal stå i henholdsvis PAB8, Rheumpark og T13, står nu færdigt til skue for beboerne i PAB8 og alle interesserede i øvrigt. Det er udviklet af Morten Modin igennem workshops med beboere. Det spektakulære værk, har fået titlen ”Sort Te” og er 3D-printet i genbrugsplast, som er et spildprodukt fra industrien. Dermed har værket været lidt af et eksperiment og adskiller sig fra de materialer, man oftest forbinder med værker i det offentlige rum.

 Vi bygger op, mens vi bygger ned
Ved åbningen blev der budt på lidt koldt at drikke og snacks for at fejre værket som kom til at symbolisere, at der stadig kan vokse fællesskaber, kunst og kreativitet i Brøndby Strand Parkerne i en tid, hvor de fysiske rammer har ændret sig markant. For knapt har støvet lagt sig fra nedrivningen af de fem højhuse, før området nu kan glæde sig over dette kunstværk. Et værk, der er blevet til igennem et projekt, som har haft til formål at skabe en positiv kontrast til nedrivningen. En proces, som har betydet afskeden med en stor del af områdets boliger og de minder og fællesskaber, som har knyttet sig hertil.

 En beboers ler ophøjes til kunstværk med 3D
Morten Modin har siden maj 2022 afholdt en lang række workshops med områdets beboere, hvor de har prøvet kræfter med at lave skulpturer i ler og 3D-scanning. Det har været nogle spændende oplevelser for de familier, som har deltaget. Her har der både har været fokus på sociale fællesskaber og at prøve kræfter med kreative tilgange til fx barndomsminder, drømme og fantastiske scenarier.
Med afsæt i mødet og samtalerne med beboerne var tanken så egentligt, at Modin skulle udforme et kunstværk til hver boligafdeling. Men i tilfældet med dette første værk blev han så fascineret af beboernes ler-skulpturer, at han valgte at lade et specifikt værk af en beboer være genstand for en uredigeret 3D-printning – dog i opskaleret størrelse og ny farve.

 En gigantisk gylden gjygym
Navnet på denne beboer er Lumturije Vitija, og hun deltog på workshoppen som et led i sin uddannelse i aktivitetshuset, Klydebo. Her var hun ved at tage en 9. klasse for voksne. Som det også står beskrevet ved værket i PAB8, fortæller hun om minde, som ligger til grund for skulpturen:
”Som 10-årig begyndte jeg at drikke te sammen med min familie, og vi drak te to gange om dagen – om morgenen og aftenen. Der findes to slags kedler, man bruger, når man laver sort te: en lille gjygym man fylder med sort te, og en stor gjygym man fylder med varmt vand (…) I mit hjemland, Kosovo, drikker vi meget te (…) Da jeg var barn, lavede min mor te til mig, som kun var lidt sort og med koldt vand. Som voksen startede jeg med at drikke mere sort te med varmt vand i stedet for koldt.”
Foruden Lumturije Vitija var også mange af de nuværende og tidligere elever i 9. klasse for voksne samt deres børn til stede ved festlighederne. De var der for at bakke om deres medstuderendes bidrag til kunstværket, og der blev da også klappet i takt, da Lumturije fik overrakt blomster for sit bidrag. Efter de forskellige taler blev var de to igangværende 9.- og basis-klasser hurtige til at stille op til fælles foto foran Morten Modins værk sammen med deres lærere.

 Et brud med hverdagens trivialitet
Kai Dinesen, repræsentant for boligselskabet PAB, er rigtig glad for, at de nu får et kunstværk op i boligafdelingen.
”Det kommer jo til at stå som et monument, der vidner om de mange processer, der går forud for, at vi nu kan nyde et værk af Morten Modin. Og dét at Morten har valgt, at det ikke bare skal være et værk af ham alene, men et samarbejde med en beboer fra Brøndby Strand, vidner jo også om, at vi med det her kunstprojekt har formået at inddrage vores beboere igennem workshopsne. Dermed fremhæves deres stemmer, minder og historier. Og jeg tror, at vi med det endelige værk kan vise, at man fra et enkelt minde eller en lille idé kan skabe noget stort.”

For Kai Dinesen er det fascinerende at se, hvordan en relativ simpel skulptur, lavet af en helt almindelig beboer, pludselig bliver ophøjet og forkromet til et overdimensioneret og spektakulært stykke 3D-kunst i boligområdet: ”Jeg tror og håber, at det her værk vil skabe værdi i hverdagen for vores beboere, når de går forbi, stopper op og måske skaber en undren, en fascination, eller en refleksion, som bryder blidt med hverdagens trivialitet. Lidt ligesom det at deltage på en kunstworkshop kan gøre for en familie.”

Ved åbnings-eventet var både Morten Modin og Henrik Menné fra Statens Kunstfond på ”talerstolen” for at give værket og udviklingen af det et par ord med på vejen. Fordi at værket og ikke mindst Morten Modins workshops er så integreret del af undervisningen i 9. klasse for voksne, dukkede også Tue Sanderhage, direktør for Vestegnen HF & VUC, op for at holde tale. Han gjorde det klart, at det nye værk vil stå som et symbol for de fællesskaber og historier, der knytter sig til eleverne og fremhævede de fordele, der er ved at arbejde med kreative processer i skolen.

Grundlaget, for at ”Sort Te” nu står færdigt, beror på et bredt samarbejde mellem PAB8, Rheumpark, T13, Statens Kunstfond, Morten Modin og Brøndby Strand Projektet.

Er du blevet nysgerrig på at se værket, så finder du det stående på den lille plads nær Albjergparken 5 med udsigt til tomten, hvor højhuset i Albjergparken 1 stod.