Underviser og koordinator søges til cykelkursus for kvinder

Vil du være med til at gøre en forskel for kvinder i Brøndby Strand? At kunne cykle giver større frihed, bedre mobilitet samt livsglæde. Som underviser og koordinator på cykelkurset for kvinder kan du derfor gøre en stor forskel – uanset om formålet er at lære at cykle i forbindelse med job, kunne cykle til fritidsaktiviteter eller tage på ture med deres børn.
Som underviser får du, sammen med en række frivillige undervisere, en tæt relation til de kvinder, der skal lære at cykle, hvorfor det er vigtigt, at du vægter det relationelle, er tålmodig og motiverende. Udover at være den faste pædagogiske skikkelse på cykelkurset skal du også koordinere de frivilliges deltagelse.
Undervisningen foregår en gang om ugen i Brøndby Strand med et hold af engagerede frivillige, dig og en anden underviser. De første gange handler om at finde balancen på cyklen, senere træner vi manøvrefærdigheder. Når deltagerne kender til cykelreglerne og kan manøvrere, tager vi på mindre ture i lokalområdet, fx til stranden. Både de frivillige og Brøndby Strand Projektet har erfaring med, hvordan man underviser voksne i at cykle og er med til at give sparring.
Som cykeltræner skal du:
- Kunne cykle og have lyst til at lære voksne kvinder at cykle
- Være tålmodig, tydelig og god til at opmuntre
- Være god til at koordinere og organisere, det gælder fx når deltagerne skal niveauinddeles
- Kunne basal førstehjælp og holde hovedet koldt i tilfælde af fald
- Ikke være bange for at tage fat
- Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til reparation af cykler.
Dine arbejdsopgaver bliver at:
- Udforme skema for frivillige cykeltrænere, så I er 3-4 undervisere
- Udforme program fra gang til gang, herunder inddele deltagerne og de frivillige i grupper med relevante øvelser
- Afvikle 9×2 timers cykelkursus og sammen med de frivillige følge de deltagendes udvikling
- Følge op, når deltagere udebliver fra undervisning.
Som underviser får du:
- Frisk luft, motion, nye relationer og ikke mindst gode grin sammen med frivillige og deltagere
- Mulighed for at gøre en konkret forskel og vigtig forskel for mange mennesker
- Erfaring med undervisning og koordinering.
Stillingen dækker over to cykelhold, et begynder- og et øvet hold. Begge hold ligger om søndagen med opstart søndag den 7. august og afslutning søndag den 2. oktober. Hvert hold tager to timer, og du aflønnes for tre timer per hold. Der er ansøgningsfrist tirsdag d. 14. juni og samtaler i uge 25.Vi forventer, at cykelholdene fortsætter de næste 4 år.
Du bliver den primære koordinator for cykelholdet, men får sparring hos det boligsociale sekretariat, Brøndby Strand Projektet. Send kort motiveret ansøgning til Stine Lund Hansen på slh@bo-vest.dk. Ved spørgsmål skriv eller ring til Stine på slh@bo-vest.dk eller 60354694.
Cykelkurset køres i samarbejde med Brøndby Kommune og Brøndby-Hvidovre Cyklistforbund.
Med venlig hilsen
Brøndby Strand Projektet