Stærkt samarbejde på tværs af almene og kommunale matrikler i Brøndby Strand

Partnerskabsaftalen måtte underskrives ved online-seance pga. det høje corona-smittetal. Det holdte dog ikke parterne fra at skåle velfortjent i champagne.

Inden udgangen af 2022 skal der ligge en ny udviklingsplan klar for hele Brøndby Strand Bydel fra kyst til motorvej. En meget vigtig brik i dette arbejde er en fælles forståelse og et stærkt samarbejde mellem de almene boligorganisationer i Brøndby Strand Parkerne og kommunen.

Der er derfor blevet udarbejdet en partnerskabsaftale, som borgmester Kent Magelund og formændene for de fem almene boligorganisationer: BAB, PAB, Tranemosegård, Lejerbo Brøndby og Brøndby Boligselskab – repræsenteret ved henholdsvis Ole Larsen, Kai Dinesen, Lars Jensen, Brian Børgesen og Michael Buch-Barnes – skriver under på fredag den 23. april.

Parterne er enige om at samarbejde på tværs af kommunale og almene matrikler for at omdanne Brøndby Strand til en mere inkluderende bydel i social balance. Det betyder blandt andet, at der i aftalen er fokus på at fremme bydelens rekreative områder, sikre en bedre sammenhæng på tværs af bydelen, arbejde med den bæredygtige omstilling, udvikle en levende bymidte og tidssvarende offentlige tilbud. Med underskrifterne fra de fem boligorganisationer cementeres det, at arbejdet med byfornyelsen af Brøndby Strand har det beboerinddragende aspekt i højeste prioritet.

Borgmester Kent Magelund er begejstret for partnerskabsaftalen og fremhæver det lange og sunde samarbejde mellem kommune og boligorganisationer:

Borgmester, Kent Magelund, underskriver partnerskabsaftalen.

Vi har en stærk tradition for samarbejde med det almene i Brøndby Kommune, men denne partnerskabsaftale er noget ud over det sædvanlige. I fællesskab og på tværs af kommunale og almene områder skal vi få en opdelt bydel til at hænge meget bedre sammen, udvikle et livligt byliv og give plads til flere og stærkere fællesskaber.”

Kai Dinesen, næstformand i PAB og  Brian T. Børgesen, formand for Lejerbo Brøndby, hylder ligeledes samarbejdet og ser frem til det foreliggende arbejde med at udvikle bydelen:
”Vi er meget glade for at være en del af samarbejdet om udviklingen af Brøndby Strand. Det er det almenes DNA, at vi kan samarbejde på tværs, og det er en kæmpe styrke. For os som boligorganisation er det vigtigste at skabe de bedste hjem, områder og muligheder for vores beboere, og det gør vi gennem fælles løsninger med samfundet omkring os. Vi glæder os derfor til at udvikle det gode samarbejde, vi i forvejen har med Brøndby Kommune og alle de almene boligorganisationer til fordel for de nuværende, men også kommende beboere. Vi mener, at det er vigtigt, at man ser fremad og tør tænke nyt og fx blander boligformerne i samme områder. Det er med til at skabe attraktive boligområder for alle, og er samtidig med til at sikre, at Brøndby Kommune fremstår som en helhed og ikke flere mindre bydele” (Kai Dinesen)

”For os som boligorganisation er det helt afgørende, at det fremtidige Brøndby Strand er udviklet i samarbejde med de mennesker, der bor her. Vi håber i samarbejde med Brøndby Kommune at kunne engagere folk i det store projekt, så de har lyst til at være med til at forandre bydelen og blive boende. Projektet skal være med til at gøre Brøndby Strand endnu mere attraktivt for nye beboere, samtidig med at nuværende beboere oplever tydelige forbedringer af deres boligområde og bydel. Vi synes, at det arbejde der ligger foran os er enormt spændende og tror på, at vi i fællesskab kan skabe forandringer, som løfter området – både op det fysiske plan, og så sandelig også på det sociale plan, hvor mennesker rykker tættere sammen på tværs af boligformer og nabolag.” (Brian Børgesen)

Kommunalbestyrelsen gennemfører nu en byplankonkurrence med tre tværfaglige hold af arkitekter, byplanlæggere m.m. som skal give deres bud på en strategisk udviklingsplan for hele Brøndby Strand. Partnerskabsaftalen er i denne sammenhæng særlig vigtig at have på plads, da den muliggør, at de tre hold kan arbejde på tværs af almene og kommunale matrikler i deres forslag til fysiske forbedringer i bydelen. Aftalen er dermed et stærkt udgangspunkt for at få nogle meget kvalificerede bud på, hvad der skal til af fysiske indgreb på tværs af hele bydelen for at fremtidssikre den.

Læs mere om partnerskabsaftalen i Folkebladet her