Sådan var min genhusning

Kagshusene før renoveringen

I udkanten af Brønshøj – helt ude ved motorvejstilkørslen – ligger Kagshusene. Nogle kender måske området fra filmene ”Støv på hjernen”, hvor Dirch Passer som godmodig vicevært fik boligområdet med de lave, gule murstenshuse til at hænge sammen. I dag skal man dog kigge grundigt for at sikre sig, at det er det samme boligområde. Væk er de blå markiser, de smalle altaner og de hvide tage. De gule murstenshuse står stadig, men er helt forvandlede.

I Kagshusene bor Jette Bøgh. Jette sidder i afdelingsbestyrelsen og har været genhuset under renoveringen, der transformerede området fra nedslidt Dirch Passer-land til attraktivt boligområde.

”Det er et helt andet område at bo i. Husene er virkelig blevet flotte – og boværdien er steget betragteligt med vores nye køkken og den ekstra altan, hvor vi kan nyde aftensolen efter skole og arbejde”.

Sådan siger Jette Bøgh. Alt i alt er hun meget tilfreds med renoveringen af sin lejlighed, sin blok og hele boligområdet. Renoveringen af Kagshusene er efter fire år endelig ved at være færdig. Når renoveringen er helt færdig, har alle 280 lejemål været genhuset. Det har dog været meget forskelligt fra opgang til opgang, hvor længe genhusningsperioden har varet.

Planen var, at jeg skulle genhuses i tre måneder, men der dukkede flere uforudsete ting op, da de gik i gang med at renovere min blok, så genhusningsperioden endte med at vare syv måneder. Det var selvfølgelig noget af en streg i regningen, men vi hyggede os nu alligevel i genhusningslejligheden. Der var lidt feriestemning over at bo der. Det var en sjov, lærerig og udfordrende periode, hvor vi kun havde meget få at vores sædvanlige ting omkring os. Oplevelsen fik os også til at indrette os lidt anderledes, da vi vendte hjem til en helt nyistandsat lejlighed”, fortæller Jette, mens hun tænker tilbage på tiden væk fra sit hjem.

Mulighed for at prøve nye boformer Mange familier blev genhuset i fraflyttede lejemål, som boligselskabet havde holdt fri til formålet. Da Jette og hendes 18-årige søn skulle genhuset, blev hun og mange andre genhuset i en blok, der bestod af små lejligheder på et eller halvandet værelse. Jette og hendes 18-årige søn blev genhuset i hver sin etværelseslejlighed på samme etage. Jettes optimistiske håb var, at sønnen blev lidt selvhjulpet til livet efter genhusningen. Sådan gik det dog ikke helt! Sønnen indlogerede nemlig en gymnasiekammerat i sin etværelses lejlighed – så i stedet for én doven teenager, havde Jette nu to teenagere at lave mad og smøre madpakker til.

Selvom der var en del knaster i forbindelse med genhusningen, synes Jette, at det overordnet er gået nemt og godt. Hun peger på, at de ud over de lækre, nye lejligheder har fået en hel masse sidegevinster ved renoveringen og genhusningen. Beboerne er kommet til at kende hinanden meget bedre, og de kommer hinanden ved på en helt anden måde end tidligere.

 

 

FAKTA:
Har du spørgsmål til genhusningen i Brøndby Strand Parkerne, kan du kontakte HP4 Kommunikation:

dkr@lejerbo.dk