Job & IT-Caféen er for dig
Hvem kender ikke følelsen af at det hele sejler en smule? Hvad end det er jobsøgningen eller den overfyldte indbakke i e-boks eller begge dele, så har de fleste nok prøvet at halse en smule efter. Men nu er et nyt initiativ sat i søen i Brøndby Strand for at afhjælpe, at det ikke ryger helt af sporet.
I samarbejde med Brøndby Boligselskab har Brøndby Strand Projektet åbnet en job og it-café, hvor man som beboer kan komme ind ”fra gaden” og få hjælp og vejledning. ”Din 2660 Kalender” tog på besøg i caféen på åbningsdagen i Café Perlen og tog en snak med rådgiver Stine Hartmann og bestyrelsesformand Michael Buch Barnes.
2660: Hvad er Job- og IT-caféen for en størrelse?
Stine: Caféen er primært et sted, hvor 17-30-årige kan komme ind og få vejledning. Alle er aldersgrupper er dog velkomne. Du kan få hjælp til Jobsøgning og CV, Jobnet, sundhedskort, pas, kørekort, NemId, Borger.dk, feriepenge flytning og økonomi og alt derimellem. Har du konvolutter liggende derhjemme, som driller – åbnede som uåbnede – som kom ned med dem. Vi har tre PC’er, som vi stiller til rådighed, og så er jeg eller klar til at vejlede omkring, hvad end det måtte være.
2660: Hvorfor egentlig starte en Job- og IT-café?
Michael: Der er måske nogle derude, der ser jobcenteret og kommunen som en forhindring. Altså, de føler sig mentalt forhindret til at gå op på kommunen eller jobcenteret. Og i min funktion som afdelingsformand har jeg lagt mærke til, at mange kommer til mig med et ønske om at få hjælp til at få et job. Derfor synes jeg ligeså godt vi kunne lave et sted, hvor alle havde mulighed for at få hjælp og vejledning. Og så tror jeg i øvrigt, at IT er en stor forhindring for mange, da vi har en stor gruppe, som er ordblinde. Og så kommer man ikke ret langt. De åbner ikke deres NemId, de åbner ikke deres breve, da de ikke kan læse, hvad der står. Den gruppe kan vi nu tage hånd om. Vi har også mange forskellige nationaliteter herude, og nogle af dem læser ikke så godt dansk. Derfor tænkte jeg, at hvis vi som boligselskab kan hjælpe dem til, at de får en god oplevelse, jamen så er jeg jo en glad mand.
2660: Hvad er fordelen ved at lave et lokalt tilbud herude?
Stine: Vores fortrin er, at vi ikke er fra kommunen og vi sidder, der hvor folk bor og er. Det kan være en dagsrejse for nogle at skulle op på kommunen, hvor man først laver en aftale og så sidde overfor en virksomhedskonsulent. Så er det meget mere uformelt og uforpligtende, at komme herned i job- og IT-caféen. Vi kan jo ikke sanktionere eller tage noget fra folk – det er jo også en fordel.
2660: Stine, har du nogle eksempler på, hvad folk har brug for hjælp til?
Stine: Jamen, jeg har for eksempel haft en beboer nede, som havde brug for hjælp til at få redigeret sin profil og sit CV på Jobnet. Og der er rigtig mange mangler og ting, der kan justeres. Ting som måske skyldes, at vedkommende ikke er blevet sat ind i, hvordan Jobnet fungerer. Profilen var helt forkert sat op, hvilket betød at de job, som hun søgte, var nogen, som var helt umulige at få i udgangspunktet. Så det handler ofte om at hjælpe og guide folk til at få lavet en ordentlig profil og få søgt de stillinger, som de rent faktisk godt kan få.
2660: Hvordan opstod ideen til at lave en Job- og IT-café?
Michael: Ideen til at lave den her form for fremskudte indsats i nærområdet kommer blandet fra Ballerup, hvor boligselskabet sammen med kommunen etablerede et jobcenter lokalt i boligområdet. Og det viste sig faktisk, at der var flere, der kom i arbejde. Og det handler jo meget om den oplevede tryghed, hvor beboeren siger ”ja, det vil jeg gerne” og bagefter: ”det var en dejlig oplevelse, jeg fik ud af det her, fordi der var nogen der tog hånd om mig og lytter til mine problemstillinger”. Og når man allerede har lavet sådan et forsøg og fundet ud af, at det virker, så hvorfor så ikke bare komme i gang, for søren da. Jeg tror, at når det først bliver bredt ud, så vil dem, der har været igennem, bagefter fortælle sit netværk om, hvilken positiv oplevelse, de har haft. Og det er jo det, vi gerne vil hen til.
Stine: Vi vil give folk et trygt rum, hvor vi kan give dem nogle basale IT-færdigheder og klæde dem på til for eksempel at gå ind til en jobsamtale med en ny arbejdsgiver.
2660: Hvordan foregår caféen i praksis?
Stine: Man møder bare op med sit NemId. Og så kan egentlig bare sidde her og arbejde og spørge os til råds. Det er vigtigt at sige, at man ikke bliver overvåget, men at vi er her som støttepersoner. Vi står både klar på sidelinjen til at støtte op, hvis man er meget selvkørende og kun har brug for at blive guidet omkring enkelte spørgsmål. Og vi hjælper samtidig andre helt tæt og ”håndholdt”, hvis der er behov for det. Og man behøver ikke komme med en skarp plan for, hvad man vil. Man kan også bare komme ind og sige ”jeg ved ikke, hvad jeg skal” eller ”jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Kan du hjælpe mig?”. Så siger vi: ”fint, så tager vi den derfra og finder ud af det sammen”. De skal have noget støtte, sparring og noget coaching. Det er det, vi sidder her for.
Job- og IT-caféen har åbent hver onsdag fra kl. 12-15 i Café Perlen, Hallingparken 5. Caféen vil muligvis variere sin placering, så den nogle gange foregår i Ulsøparken 1. Hvis du vil høre mere kan du ringe til Stine Hartmann på tlf. 3084 0511 eller skrive til hende på: sha@bbsel.dk.