Juniorreporter interviewer borgmester

Juniorreporter interviewer borgmester

Tekst: Bahar Mahmudovska

Som 15-årig juniorrapporter er det noget af en oplevelse at begive sig ud i Brøndby Strand og få lov til at interviewe borgmesteren, arkitekterne og ikke mindst borgerne omkring det nye projekt ”Grønby strand”.

Det er lørdag formiddag den 28. marts, og himlen har en klar lyseblå farve. Et stort telt er placeret ved biblioteket Brønden og er fyldt med forhåbningsfulde familier, unge og ældre mennesker, der alle glæder sig til at høre mere om byggeprojektet og borgmesterens åbningstale. En åbningstale, hvori der gøres klart, at det er et stort renoveringsprojekt, der har krævet rigtig mange penge og som har til formål at skabe en bedre sammenhæng i Brøndby strand Parkerne.

Grønby Strand
En række arkitekter har til opgave at fortælle borgerne, hvordan projektet fungerer og på hvilken måde det skaber bedre sammenhæng i Brøndby Parkerne. ”Projektet går ud på at forbedre boliglivet. Det vil sige at forny facaderne og sørge for, at den måde man kommer ind i bygningerne på bliver bedre og nemmere for eksempelvis ældre – men også lysere og mere imødekommende”, fortæller en arkitekt. ”I det helt store perspektiv handler det om at forbinde Brøndby Strand Parkerne bedre”, tilføjer han. Ideen til det store projekt kommer ud fra iagttagelser af byggeriet. ”Da vi skulle lave konkurrencen, gik vi rundt i byggeriet. Vi lagde mærke til, at mange af de kvaliteter, som var der, skulle bevares. Men vi lagde også mærke til, at man ikke kunne gå fra Albjergparken til Dyringparken uden at gå ned af nogle tunneller. Det synes vi var ærgerligt. Vi synes, at der er en stor ide i at forbinde Brøndby Strand Parkerne på tværs – uden at skulle op og ned og forbi 200 trapper. Altså, vi vil gerne have at man møder hinanden, uanset om man kommer med bus, bil eller gående.”

Store forventninger
I det runde telt er der opstillet et par boder, hvor man kan få svar på spørgsmål omkring Grønby Strand–projektet. Der er også mulighed for at få sig et stykke kage eller en kop te, mens man ser sig omkring. ”Jeg har den forventning, at når det er færdigt, at vi så simpelthen har et boligkvarter af en helt anden standard”, siger borgmester Ib Terp, som har været formand for dommerkomiteen. ”En hyggelig bebyggelse er nemmere at overskue og mere moderne i sit udtryk. Jeg tror bestemt, at det vil blive anerkendt som en af de bedste beboelser i landet, når vi er færdige med det her projekt”, fortæller han. Det er også vigtigt, at alle beboerne i Brøndby Strand føler sig tilpas – uanset religion og kultur. ”Jeg har den vision for Brøndby Strand, at det skal være et sted, hvor alle gerne vil bo. Et sted, hvor der bor høj og lav – gammel danskere og nydanskere osv. Altså, et sted hvor borgerne kan udfolde sig og har det virkelig rart.”

En glad, forventningsfuld borger
En ældre dame, som er mødt op til det åbne arrangement, fortæller: ”Jeg er spændt på at høre, om jeg er en af dem, der få lov til at beholde sin altan, for jeg vil meget, meget nødig undvære min altan – lige fra det første forår og så til langt hen på efteråret kan vi jo sidde derude og nyde solen. Det bliver et meget elegant byggeri med alt det glas. Vi har rigtig meget plads herude, som ikke bliver udnyttet. Så når der komme de der små torve, kan det samle os. Det bliver ligesom sådan en udendørs cafe, hvor man kan gå ned og hygge sig med dem, man kender”, tilføjer hun. ”Jeg har rigtig mange tyrkiske naboer, der har lært mig: vi er ikke kun naboer i opgangen – men alle sammen, som bor i parkerne. Der er altid noget at opleve, hvis bare man gider gå ud af døren.”

Ifølge borgmesteren, arkitekterne og borgerne er der store forventninger til projektet, der har til opgave at binde Brøndby Strand Parkerne bedre sammen og som forventes at stå klar om omkring 10 år.

Jeg forlader det åbne arrangement med et smil på læben og følelsen af en vellykket dag – og er ikke i tvivl om, at det vil blive et lige så vellykket projekt.