Arkitekten flytter ind

Arkitekt Kirstine Brøgger Jensen er flyttet ind i en lejlighed i Hallingparken. Det er hun, fordi hun er i gang med et 3-årigt ph.d. projekt, der har titlen “Boligliv og hverdagsrum”. I sin opgave undersøger hun hverdagslivet i almene boligområder som Brøndby Strand.

Grunden til at Kirstine er flyttet ind herude er, at hun gerne vil opleve boligområdet og få mulighed for at snakke med beboere, driftsfolk og andre interessante mennesker.

Gennem den næste måned poster Kirstine sine iagttagelser og tanker om sit møde med Brøndby Strand her på hjemmesiden.

Så følg med, når Kirstine fortæller fra sine oplevelser. Det bliver skægt at høre, hvordan én udefra oplever dét at flytte ind i vores bydel.

Mere om Kirstine og hendes projekt
Jeg er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets arkitektskole 2005 og jeg har en humanistisk bachelor fra RUC 1998.

Jeg har arbejdet hos Gehl Architects, Bygherreforeningen, Københavns Kommune. Jeg har også været selvstædig i en årrække, hvor jeg arbejdede med blandt andet fremtidssikring af almene boligområder.

Min PhD-afhandling kalder jeg “Boligliv og hverdagsrum”. Projektet forløber fra 2013 til 2016. Og partnere i projektet er Statens Byggeforskningsinstitut SBi ved Aalborg Universitet, Rambøll og Lejerbo.

Afsættet for ph.d.en er at undersøge arkitektonisk kvalitet i efterkrigstidens almene boligområder. At vide hvad beboerne opfatter som kvalitet i deres bolig er afgørende need-to-know-viden, når vi skal renovere almene boligområder.

Arkitektonisk kvalitet bliver ofte forstået som et spørgsmål om, hvad der er pænt eller grimt. Men i forhold til almene boliger er det mindst lige så vigtigt om boligerne og boligområder er gode eller mindre gode. Dette er mere et spørgsmål om, hvordan de fungerer end, hvordan de ser ud.

I min afhandling undersøger jeg, hvordan livet er i to almene boligområder: Lundevænget, der ligger i Ryparken og Brøndby Strand. Lundevænget er et muret funktionalistisk parkbebyggelse, der er opført mellem 1933 og 1935. Brøndby Strand, der er montagebyggeri i den helt store skala blev opført fra 1971-74.

Jeg følger med i renoveringsprocesser og så flytter jeg ind i begge boligområder for at opleve området på egen krop. Jeg vil gerne vide, hvordan stederne er og fungerer, også for at komme i snak med beboere, driftsfolk m.fl.

Mit fokus er dels at kortlægge, hvordan vi lever hver for sig men sammen i en boligafdeling. Dels at diskutere, hvordan vi kan/skal renovere i forhold til, hvem der bor hvor, og hvordan de lever.

Med projektet vil jeg gerne skabe indblik i den mangfoldighed, der er i et boligområde, og hvad det betyder i forhold til brugen af arkitekturen. Jeg vil undersøge, hvordan almene boligområder både er boliger og hjem. Dette er også at belyse de mange forskellige tilgange der er, når et boligområde skal renoveres. Hvor arkitekter mere ser området udefra-og-ind, beboerne oplever det indefra-og-ud og sådan vil jeg også gerne prøve at opleve og se det.