Min jul i Brøndby Strand

Den danske jul er et kludetæppe af lånte traditioner: Juletræet og adventskransen har vi taget til os fra Tyskland, risalamanden er dansk, men skulle lyde fint, fornemt og fransk, og julemanden er oprindeligt fra Tyrkiet. Med andre ord: Julen er i udvikling og har altid været det. Vi undersøger juletraditionerne i Brøndby Strand, hvor der i høj grad skulle være grobund for nye traditioner. Vi har spurgt nogle beboere, hvad de laver i julen, hvad enten de holder kristen jul eller ej. Læs om Phamela’s jul her.

Phamela er katolik. Hun har boet i Brøndby Strand i 8 år år og stammer oprindeligt fra Filippinerne. Hun fortæller om sin jul i Brøndby Strand:

“Vi inviterer hele vores filippinske netværk til at holde juleaften hos os. Vi har et rigtigt gran juletræ, det har man ikke på Filippinerne, hvor man bruger plastic. Jeg elsker følelsen og lugten af gran. Vi tilbereder en stor buffet med al slags mad. Og så danser vi om juletræet – det er også en tradition, vi har taget til os.  Alle får én gave, kun en. Vi vil ikke gøre julen til noget materielt. For os er budskabet om næstekærlighed vigtigt.

Og så er der julemanden. Mange filippinere tror på, at julemanden findes. Første gang jeg så julemanden på Brøndby Strand station, der græd jeg. Ja, jeg gav mig virkelig til at græde. Jeg havde altid hørt mange historier om julemanden, men aldrig mødt ham. Det var virkelig en stor oplevelse for mig.”