Økonomisk rådgivning i Brønden

Dansk Folkehjælp og Brøndby Kommune samarbejder om opstarten af en ny økonomisk rådgivning til borgere, der har ondt i økonomien.

Rådgivningen, der vil være gratis, foretages af frivillige, der har en økonomifaglig baggrund. – Vi er meget glade for, at det er lykkedes at samle et korps af frivillige her i Brøndby. Og de frivillige er endda yderst kompetente, det er personer fra bank, forsikring og bogholderi, som har meldt sig. Så vores borgere kan være sikre på at få god hjælp til at få styr på økonomien, siger sekretariatsleder i Social- og Sundhedsforvaltningen i Brøndby Kommune, Louise Svarre Jakobsen.

Budget og afdrag
De økonomiske rådgivere sidder klar i henholdsvis Kulturhuset Kilden og Kulturhuset Brønden i Brøndby, og alt efter behov mødes man med dem en eller flere gange.

I den gratis rådgivning kan man for eksempel få udarbejdet et realistisk budget, få lavet en plan for afdrag og få hjælp til at indgå aftaler med kreditorer.
Man får også hjælp til, hvordan man holder styr på økonomien i fremtiden.

Bestil tid
Alle, der gerne vil have bedre overblik over deres økonomi, kan ringe og bestille tid hos en rådgiver hos Dansk Folkehjælp på tlf. 70 220 230.