Red Barnet og Børnenes Rejsebureau søger frivillige!

Børnenes Rejsebureau går sammen med Red Barnets lokalforening om en ny familie-klub under navnet: Red Barnets Familieoplevelsesklub – Børnenes Rejsebureau.

Dermed er det er endelig lykkedes at sikre et samarbejde, der kommer til at ​føre Børnenes Rejsebureau​ videre – men under en ny form.

Familieoplevelsesklubben fokuserer på, at familier får et netværk i lokalområdet

Som deltager i Familieoplevelsesklubben kan man forvente, at det samme gode arbejde for familier i Brøndby Strand med ture og gode oplevelser fortsætter

Det nye er, at der åbnes en familieoplevelseklub for børn og familier med begrænset netværk, der har lyst til at få nye venner i lokalområdet. Klubben mødes ca. en gang om måneden til fælles oplevelser og aktiviteter som fx udflugter i skoven, synge og spise sammen o.a., som giver de voksne og børnene mulighed for at lege, have det sjovt og få nye venner.

Der inviteres til åbning, når lokalerne er klar. Her vil der være mulighed for at møde klubledere og -medarbejdere.

21 års erfaring med familieoplevelser
Børnenes Rejsebureau har siden 1998 i samarbejde med de ni almene boligafdelinger bidraget til, at familier i Brøndby Strand uanset indkomst er kommet på ture og mindre rejser. Turene har varieret fra den store koloni til jordbær- og fisketure, men alle til glæde for børn, forældre og bedsteforældre i Brøndby Strand.

Vil du vide mere
Læs mere om sammenlægningen, og hvordan du bliver frivillig i Familieoplevelsesklubben på Frivilligjob.dk

Du kan også kontakte Brøndby Strand Projektets boligsociale aktivitetsmedarbejder Stine Lund Hansen på slh@bo-vest.dk og 6035 4694 eller Red Barnet Vestegnen på mail: kontaktvestegnen@redbarnet.dk.