Se her, hvordan højhusene rives ned

Om få dage er 3. etage fortid på højhus 2. Et efter et hejses de store betonelementer, der udgør ydremurerne, ned og i løbet af få dage er etagen helt nede. Så kan Kingos-nedriverhold gå i gang med at fjerne næste beton gulv/loft ned til 2. etage, banke alle lejlighedernes vægge ned og til sidst igen gå i gang med at fjerne ydremur-elementerne på 3. sal.

Se videoen her

Nedrivningen kører som en velsmurt maskine, hvor alle har sine opgaver og pladser. Nogle skruer afstivere i betonelementerne og fjerner betonsamlingerne, andre sørger for hele tiden at vande området for at undgå, at støvet spreder sig, og andre igen skovler murbrokker og holder byggepladsen ren.
En af de vigtigste roller har selvfølgelig kranmanden, der fra sin plads 64,5 meter over jorden, har ansvaret for at krane både betonelementer, containere og arbejdsmaskiner sikkert fra højhuset til jorden.
Når et betonelement er gjort klar til nedrivning, hejser han to meget lange, kraftige jernkæder ned. Kæderne anbringes som to løkker i to huller i betonstykket, og når kæderne er på plads, fjerner man de betonstøtter, der er med til at holde elementet stående på plads, og skærer de kæmpestore metalskruer over med en skærebrænder. Herefter bankes betonstykket fri i bunden, og kranen kan nu hejse det tons tunge element ned på den lastbil, der holder på jorden. Når lastbilen er fyldt, kører den mod Amager, hvorfra betonen sejles videre til Holland for at blive renset og genbrugt.

Det tager ca. en uge at fjerne en etage på højhusene, når de står helt tomme og klar til nedrivning.

TV2 Lorry på besøg
“Hej, det er fra TV2 Lorry. Vi er blevet kontaktet af en del seere efterhånden, der er nysgerrige på, hvordan man river de store højhuse ned. Må vi komme med indenfor og filme det?”
Nogenlunde sådan lød spørgsmålet fra TV2 Lorrys journalist, da han ringede. Og selvfølgelig måtte han det.
I klippet her får du hele fortællingen om højhusene fra, de blev bygget, til hvordan man river fem 16-etagers højhuse ned i et tætbeboet boligområde.