Skraldeskulpturnat i Brøndby Strand

Skraldeskulpturnat i Brøndby Strand

Kulturhuset Brønden holdt åbent hus i forbindelse med Brøndby Kulturnat i fredags. Uden for Brønden kunne de fremmødte opleve en udstilling med skulpturer, bygget af genanvendeligt skrald, lavet af elever fra Brøndby Strand Skole.

Fredagen stod i kulturens tegn og i Brønden kunne man blandt andet opleve live-musik, cirkusakrobatik og en workshop, hvor de mindste kunne få en ansigtsmaling. I teltet uden for Brønden, kunne man gå på opdagelse i en skulpturudstilling lavet af 5.-9. klasses elever fra Brøndby Strand Skole. Disse mærkværdige skulpturer er ikke helt almindelige. De er nemlig lavet af skrald, indhentet fra Brøndby Genbrugsstation. Ideen med udstillingen var blandt andet at skabe fokus på kreativ genanvendelse af alle de ting, vi til dagligt smider ud. De mange besøgende der kiggede forbi teltet, var meget imponerede over skulpturerne og mange syntes, at de var både sjove og inspirerende. En af dem var Ulla Lunde Hansen fra Brøndby Strand:

”Jeg synes, at det er en meget idérig udstilling og meget sjovt lavet. Godt, at I tager fat i genanvendelse og viser, at man kan se ideer i det brugte, i stedet for bare at købe noget nyt. Jeg er meget betaget af skulpturen, der skulle forestille et fantasidyr, den med støvsugeren. Jeg synes det er alletiders, at unge tager initiativ til at lave noget kreativt!”.

En pædagog kiggede forbi og tog inspirationsbilleder, da hun godt kunne tænke sig at lave et lignende projekt i hendes børnehave. Busra fra Dyringparken syntes også godt om skulpturerne og ideen bag projektet: ”Det er bare virkelig fedt at se, at unge også kan bruge deres fantasi og lave andet end at hænge ud ved en bil”.

En af skulpturerne var en højttaler, som var sat sammen af en støvsugerslange og et rør, der fungerede som en forstærker, der spillede musik ud i rummet. Udover skulpturudstillingen var der også et krea-hjørne, hvor de mange børn tegnede og malede. Brøndby Strand Projektet var med til at komme med indspark og ideer til, hvad der kunne udfyldes på det hvide stykke papir.

Temadage
Udstillingen er et samarbejde med Brøndby Strand Projektet, Mellemfolkeligt Samvirke og Brøndby Strand Skoles elevråd og er et resultat af tre temadage der fandt sted i sommers. Temaet var kreativitet og fællesskab og eleverne lærte om alt, lige fra at skrive og performe deres egen rap til at lave film og kreativ genanvendelse. Unge fra elevrådet arbejder med Brøndby Strand Projektet og Mellemfolkeligt Samvirke på, at der fremadrettet bliver lavet flere aktiviteter for og med unge i Brøndby Strand. Blandt andet om kreativ udfoldelse. Helene Stenner fra Brøndby Strand Skole fortæller om samarbejdet: ”Det skaber mulighed for dannelse og medborgerskab fordi det bygger bro mellem den læring som finder sted i skolen og den dagligdag, som eleverne lever i og kan påvirke”. Kommunen har allerede planer om en hel uges kreativitet for børn og unge i vinterferien.