Skyd Ali, ik det der balletdans

Klokken er 23.00 en fredag aften i begyndelsen af januar. Vintermørket har for længst lagt sig over Brøndby Strand, og de tomme, regnvåde gader ligger øde hen. Men i Langbjerghallen er der lys og liv. Aftenen står nemlig i ’Natfodboldens’ tegn, hvilket har samlet omkring 30 unge drenge til en hyggelig aften i højt tempo.

Det bliver en sund weekend
Atmosfæren i hallen er hyggelig, og når en kamp fløjtes i gang stiger stemningen til noget nær kogepunktet. Spillerne på banen er fuldt fokuserede på kampen, mens de hold der ser på fra sidelinjen kommer med hujende tilråb og indforståede drilske kommentarer. “Skyd Ali, ik det der balletdans”, råbes der.

Drengene giver udtryk for, at det er hyggen og sammenholdet, der gør det værd at deltage. ”Det er sjovt at komme her. I stedet for at tage i byen, kan man spille noget bold. På den måde bliver det en sund weekend, og så er det hyggeligt at være sammen med vennerne”, understreger Farouk, der jævnligt dukker op til en omgang bold fredag aften.

Fodbolden afløste kedsomheden
Det er cirka 4 år siden, der for første blev arrangeret ’Natfodbold’ i Søholt hallen (Brøndby Strand Skolen). Ideen kom fra områdets opsøgende medarbejder, Zahid Mansoor, som er i daglig kontakt med de unge i området. ”De unge efterspurgte nogle aktiviteter om aftenen, og jeg kontaktede derfor kommunen for at høre, om det var muligt at låne nogle lokaler”, fortæller Zahid. Det passede med, at de kunne bruge hallen, som ikke har andre aktiviteter fredag aften. ”Så når de unge ikke har andre planer, kan de komme ned og spille noget bold. På den måde er de godt beskæftiget og bruger deres energi fornuftigt”, forklarer Zahid, som også understreger, at initiativet har gjort, at færre unge bruger deres fredag aften på at hænge ud i opgangene og på gaden, hvilket tidligere har skabt udfordringer.

Velorganiseret og populært
Sammen med Zahid er der to andre, som er med til at organisere ’Natfodbold’. Den ene er Abdullah som har hjulpet til med aktiviteter i værestederne, og den anden er Idris, som til daglig er leder i værestedet Perlens Drenge. ”Der plejer at komme mellem 20 og 30 drenge hver fredag, og de er typisk 17 år og op efter”, siger Abdullah og fortæller videre, at de blandt andet får kontakt til de unge gennem klubber og væresteder. Men rygtet om ’Natfodbold’ spredes også fra mund til mund. For eksempel har Safian på 19 år hørt om det gennem sin storebror, der kender Abdullah. Og nu bruger han ofte sin fredag aften i Langbjerghallen, sammen med de andre fodboldglade drenge.

Flere oplysninger
Zahid Mansoor (opsøgende gademedarbejder)
Tlf.: 23 71 94 37

TEKST:  Nanna Marie Lyngman