Vil du være kaptajn i Mors Verdenskøkken?

Brøndby Strand Projektet søger frivillige undervisere til et madlavningskursus for mødre og deres børn. Kurset handler om at gøre køkkenet til et sted for læring, samvær og succesoplevelser. Helt konkret mødes 8 kvinder og deres børn og laver mad og spiser sammen.

Er du uddannet eller studerer du noget inden for mad eller mennesker, så kan du være med til at skabe en god køkkenoplevelse for mødre og børn i Brøndby Strand.

Hvad får du ud af det?

  • Seks sjove eftermiddage med mødre og børn
  • Afprøve metoder til at inddrage børn i madlavningen
  • Erfaring med at undervise
  • Seks lækre måltider fra forskellige lande
  • Uddannelse i konceptet hos foreningen Hello Kitchen
  • Netværk med andre frivillige

Konkret er der tale om 6 kursusgange fra kl. 16-20 med 14 dages mellemrum fra oktober til januar.

Inden vi starter kurset op, vil du blive uddannet i konceptet hos foreningen Hello Kitchen
(www.hellokitchen.dk).

Uddannelsen foregår onsdag d. 28/8 kl. 10 -15.30. Det er en forudsætning, at du kan deltage her.

Hvor maddagene kommer til at foregå er endnu ikke helt på plads, men det bliver i hvert fald her i Brøndby Strand.

Er du blevet nysgerrig, så kontakt Maria senest torsdag d. 15/8 kl. 10 på 60354674 eller mri@bo-vest.dk.

Projektet er et samarbejde mellem Brøndby Strand Projektet, Brøndby Kommune og Hello Kitchen.