Åben Byggeplads var en succes

Onsdag eftermiddag blev byggepladsen i Tranumparken åbnet for alle, der havde lyst til at se, hvad det egentlig er, der sker inde bag hegnet. Omkring 50 børn og voksne fra hele Brøndby Strand var kommet for at se, hvordan Danmarkshistoriens pt største kontrollerede nedrivning foregår.
Vi startede med at se, hvordan en nedhejsning fra toppen af højhuset foregår. Desværre var det ikke muligt at hejse de egentlige mur-elementer ned, da vinden var for kraftig. Men tidligere på dagen havde Kingo Karlsen hejst en kæmpestor blok af betonen fra den gamle gangbro op på taget af højhus 4, så vi kunne se en nedhejsning alligevel.

Et stykke ikke-giftigt beton med hjem
Det var ikke tilfældigt, at det netop var en blok af den gamle gangbro, der var blevet gemt og hejst op… for efter, at den var blevet hejst ned, fik de besøgende mulighed for selv at hugge et stykke af Brøndby-betonen og tage med hjem til evigt minde om højhusene. VIGTIGT: Betonen fra gangbroen indeholder ikke PCB, og derfor er den ufarlig både at hugge i og tage med hjem.

Mens særligt de yngste besøgende huggede løs i betonen, viste projektleder Nico Jørgensen fra Kingo Karlsen rundt på byggepladsen og forklarede om hele nedrivningsprocessen og om den 65 meter høje kran og den særlig form for plastik inddækning på huset, og hvad der egentlig sker på sådan en byggeplads, når man skal rive fem 16 etagers højhuse ned – særligt med alle de mange ekstra sikkerhedsforanstaltninger, der er, når bygningerne er PCB forurenede. Undervejs kom der også mange gode og opklarende spørgsmål fra de besøgende, der bl.a var ret imponerede over, at det kun tager én uge at fjerne en etage.

Bæredygtig nedrivning
Rundturen gik på kryds og tværs af pladsen og blandt andet uden om de store lastvogne, som transporterer betonelementerne væk fra byggepladsen, og uden om mange containere, hvor de forskellige bygningsdele bliver sorteret. En container med de gamle vinduer, en med træ, en med metal osv.
For både nedrivningsfirmaet Kingo Karlsen og boligorganisationerne, der har ejet højhusene, er det vigtigt, at så meget som muligt af de gamle materialer bliver genbrugt eller genanvendt, så man kan hjælpe bæredygtigheden på vej.

Det var en rigtig god eftermiddag, så stor tak til alle der havde trodset kulden og stormvejret og var mødt op for at se, hvad der sker inde bag det mørkegrønne byggepladshegn i Tranumparken.