Brian: Det her er min chance for at starte et nyt liv

Brian Kotte er mere end almindelig taknemmelig for sit arbejde på byggepladsen. Han ved nemlig, at det er hans chance for at vende sit liv

”Jeg ved godt, at jeg skal gøre mig umage for et hvert andet sted, havde man nok fyret folk, der har været væk i så mange dage, som jeg har. Jeg vil gerne gøre mit arbejde godt, for jeg vil gerne vise cheferne og kollegaerne, at de kan regne med mig. De har givet mig chancen for at få et job, og den chance vil jeg ikke spilde,” fortæller Brian Kotte, der netop er blevet fastansat hos Kingo Karlsen.

På den rigtige side af loven
Brian startede i løntilskud på byggepladsen i Albjergparken, en praktikplads som hans mentor i Jobcenteret i Brøndby Kommune har hjulpet ham med at få. For jobmulighederne hænger ikke ligefrem på træerne for den 26-årige Brøndby dreng. Han har bl.a. siddet i fængsel og levet en del af sit liv på den – ifølge ham selv – forkerte side af loven. Men det skal være slut nu.
”Jeg vil gerne starte et nyt liv på den rigtige side af loven. Med et rigtigt arbejde og tjene penge på en ordentlig måde, så jeg kan få en hverdag som alle andre. Jeg kan godt lide, at man er træt, når man kommer hjem fra arbejde, så man får en god døgnrytme og stabilt liv,” siger han og fortsætter:
”Jeg vil gerne se fremad nu, og jeg ved godt, at skæbnen ligger i mine egne hænder. Jeg håber, at jeg kan holde fast i arbejdet her og vise min familie, at jeg godt kan. Jeg vil gerne gøre dem stolte… og jeg vil helt sikkert ikke ind og sidde igen.”

Alle har ret til den ekstra chance
Brian er ikke den første, som entreprenørfirmaet Kingo Karlsen har haft i praktik på byggepladsen. Det har fra start været et stort ønske fra både boligorganisationerne bag nedrivningen og Kingo Karlsen selv, at der tages et socialt ansvar i sammenhæng med nedrivningen. Derfor har Kingo Karlsen et tæt samarbejde med Brøndby Kommunes Jobcenter om at hjælpe med at få borgere, der af forskellige årsager ikke er i arbejde, sluset ind på arbejdsmarkedet igen. Det betyder, at Kingo Karlsen over det seneste halve år har beskæftiget en række borgere af forskellige varighed, hvor formålet har været at styrke borgeren i at kunne blive en del af arbejdsmarkedet igen enten hos Kingo eller et andet sted.
”Det er vigtigt for os i Kingo, at alle får en chance til – også selvom man har nogle ting med i bagagen. Det er en del af virksomhedens DNA at tage et socialt ansvar, og vi vil gerne hjælpe folk i gang igen og ind på den ”rette” vej i livet,” fortæller entrepriseleder Henrik Bøttern Jensen.
”Vi kan tilbyde dem, der gerne vil arbejde, en mulighed for at komme godt i gang på arbejdsmarkedet. Arbejdet hos os kræver ikke, at man har en lang uddannelse, men det kræver, at man gerne vil arbejde. Man skal kunne stå op og møde til tiden og udføre det arbejde, som man får beskrevet”, fortsætter han.

Fedt at rive noget ned
Brian har forskellige arbejdsopgaver på pladsen. Han er bl.a. med til at sanere højhusene og gøre klar til nedrivningen, og han er blevet ret glad for arbejdet som nedriver.
”Jeg synes, det er sjovt at være med til at rive noget ned. Og det gør det da bare endnu mere spændendende, at det er netop de her bygninger. Alle kender højhusene, og det er da fedt at kunne sige til folk, at man har været med til at rive netop de huse ned,” fortæller Brian.
Han håber, at han kan gøre sit arbejde godt nok til, at han kan fortsætte som nedriver i Kingo efter de fem højhuse er revet ned i Brøndby. Han kan nemlig rigtig godt lide både kollegaerne og cheferne på pladsen.
”Her er en rigtig god holdånd og folk har det godt sammen. Jeg kan godt lide at gå på arbejde her, og det er første gang, jeg har haft det sådan i mange år.”
.

Ekstra large
På byggepladsen er man også glade for at have Brian. Entrepriseleder Henrik forklarer, at man godt er klar over, at en del af de borgere, de får henvist fra Jobcenteret, har en række udfordringer med sig, der gør, at de ikke bare kan udfylde en stilling fra dag 1.
”Det kræver en indsats at fastholde folk, og særligt i den indledende fase er man nødt til at være ekstra large, hvis samarbejdet skal kunne lykkedes. Nogle af de folk, der begynder her, er jo ikke vant til at have et job og efterleve de de forventninger og krav, der medfølger. Det kræver en indsats fra både borgeren, kommunen og os at vedkommende få indarbejdet en arbejdsrutine, som den, vi andre har, hvor det bare er helt naturligt, at man møder på arbejdet og udfører sit job, når man skal,” forklarer han.
”Men det betyder ikke, at vi giver op. Vi har et rigtig godt samarbejde med Brøndby Kommunes Jobcenter, der også har været meget fleksible omkring, hvilke muligheder de og vi har for at samarbejde om at støtte og hjælpe borgene bedst,” understreger entrepriselederen.

Læs mere om, hvorfor Kingo gerne vil tage socialt ansvar her

Årets Virksomhed
Samarbejdet mellem Kingo Karlsen og Jobcenteret er så godt, at Brøndby Kommune i starten af februar 2022 valgte at kåre Kingo Karlsen til Årets Virksomhed 2021.
”Når netop Kingo Karlsen er blevet valgt til Årets Virksomhed 2021, er det fordi, at de har udvist et ekstraordinært socialt ansvar. På trods af corona-pandemien har I ydet en særlig indsats for at få udsatte borgere i beskæftigelse. Det er virksomheder som jeres, der er den vigtigste samarbejdspartner for os i arbejdet for, at udsatte borgere får tilknytning til arbejdsmarkedet, og på den måde får muligheden for et bedre liv,” sagde borgmesteren i sin tale ved overrækkelsen.

Du kan læse mere om, hvorfor Kingo har vundet den fine pris her
Foto: Brøndby Kommune